Ferielejlighed Nordsjælland – den smukkeste natur nær Farum og kun 25 km fra København

Overnatning nær København

Har I behov for overnatning i smukke, landlige og fredfyldte omgivelser, hvor nattehimlen er sort, og alligevel med adgang til underholdning, kultur og storbys liv inden for 30 minutter, så vil Vennelygaard feriebolig være et godt valg. Ferielejlighed Nordsjælland ligger i en nyrestaureret gård – Vennelygaard – mellem Ganløse og Farum i Nordsjælland.

OMRÅDET

Vennelygaard er beliggende i Nordsjællands smukkeste natur, omgivet af Bastrup sø, moser, skove og et kuperet landskab. Gården ligger på en lille privat vej, hvor der er meget fredfyldt og et rigt dyreliv. Det er meget normalt at der går rådyr og andet vildt på gårdens arealer.

Skønt gården ligger midt i den skønneste natur, er der kun 25 km til Rådhuspladsen. I bil tager det kun 25 minutter, lige som der er busforbindelse hver time. Af faciliteter i nær området kan nævnes, to 18 huls golfbaner, luksussvømmehaller i henholdsvis Farum og Værløse samt et udpræget sports- og kulturmiljø i området.

Beliggenheden gør at der kun er 30 minutters kørsel til Vikingermuset i Roskilde og Roskilde Domkirke i vest, tilsvarende 15-45 minutters kørsel til slottene i Hillerød, Fredensborg og Helsingør, samt Louisiana kunstmuseum i nord.

Hvad enten ønsket er et besøg i hovedstaden, med de oplevelsesmuligheder som dette giver, Kunstmuseer, Tivoli, Operaen, Det Kongelige Teater o.s.v., eller ønsket er en fredfyldt afslapning på cykel rundt i den smukke natur – så er Vennelygaard et godt udgangspunkt. 

HISTORIE

Vennelygaard er oprindeligt bygget i 1824 som en 4-længet gård med stråtag, til gården var der 30 tønder land jord. I 1930 blev der frasolgt 16 tønder land jord, hvorfor gården i dag er på 14 tønder land jord med tilhørende 3 moser. 

Gården nedbrændte som følge af børns leg med ild i 1932, hvorefter den blev genopført som en 3-længet gård. Gårdens produktion suppleret med mælkekørsel og kørsel med tørv forsørgede en familie på 2 voksne og 5 børn. Dyreholdet bestod af køer, grise, heste og høns. 

Der er i dag ingen dyr på gården. Staldbygningerne herunder en lejlighed på staldbygningernes 1. sal, er gennem de senere år blevet total restaureret, og fremstår nu som top isolerede. I stueetagen er der teglkinker over alt med gulvvarme, vægge og loft er vandskuret murværk/hvælvinger. På 1. sal er der synlige bjælker og “atelier” lys med milevidt udsigt, herudover er der ludbehandlede plankegulve overalt, for hele bygningen er der de nyeste installationer. 

Gårdens hovedbygning er netop blevet  total renoveret. Billeder fra gården og området kan ses her: GALLERI